Nyt Mixed-Media Projekt

I går aftes kom et billede frem i en dagdrøm, som jeg følte, jeg bare måtte prøve at lave. De fleste af mine idéer kommer lige inden, jeg falder i søvn. I dag købte jeg så et 40x50 lærred og kastede mig ud i noget mixed-media, hvilket ikke ligefrem er inden for min "comfort zone". For at være tro mod visionen for mit indre blik er det meget vigtigt, at dét avispapir, jeg bruger, til dette projekt ikke er hvidt... men derimod gulligt. Og det kunne jeg ingen steder finde skyggen af!
Men nede i byen spottede jeg pludselig rent tilfældigt en erhvervssektion fra Berlingske ligge ved en sandwich-kiosk som læsestof til kunderne. Og det havde den perfekte farve! Jeg spurgte lidt brødebetynget ekspeditricen, om jeg kunne købe det. Og jeg fik imod forventning lov til at få det med - lidt imod reglerne og ganske gratis. Dén venlighed reddede hele projektet. Tak til den søde ekspeditrice! Så Berlingske har måttet lade livet, og nu ligger lærredet og tørrer dækket i en masse Decoupage Gloss (både lim og lak)....
Jeg håber, det lykkes at at få idéen ordentligt ud. Dét er jo ikke altid lige nemt.
Selve "visionen" er ikke så detaljeret, men derimod forholdsvis vag. Dog har jeg en helt klar fornemmelse af farver og hovedmotiv (et kvindeansigt).
Dette projekt er lidt en øvelse for mig, for denne idé kræver simplicitet både med hensyn til indhold og penselstrøg. Det skal have et stærkt udtryk med få og ikke-detaljerede strøg..... "Less is more". Hvilket altid har været min store svaghed inden for kunstmaling. Så det er lidt af en udfordring, og jeg er ikke sikker på, hvordan det kommer til at gå!
Men "hvo intet vover, intet vinder", og øvelse gør jo som bekendt mester...!
Nu må vi se, hvordan det går!